Et nyt værktøj til beregning af skadesøkonomi ifm. oversvømmelse er på vej, som kan understøtte kommunernes arbejde med DK2020 og klimatilpasning. Værktøjet, der er kommet til i et samarbejde mellem kommuner, DTU, LNH Water og AestasGIS, er Open Source og vil blive frit tilgængeligt for alle.
De danske kommuner har i deres arbejde med DK2020 og klimatilpasning brug for at vide, hvor det giver mest mening at sætte ind overfor oversvømmelser. Her er det vigtigt at kunne beregne skadesøkonomi og se på risikokortlægningen.
Geo Fyn og ejerkommunerne i det fynske startede derfor i maj 2021 op på et projekt, hvor målet var et værktøj, der kunne hjælpe med denne opgave. Det blev her hurtigt besluttet, at det var oplagt at basere værktøjet på DTU's model for Skadesøkonomi ved oversvømmelser, der blev udviklet som en del af COHERENT projektet om oversvømmelser ved kyster. Modellen indeholder økonomiske beregninger og forudsætninger for en række sektorer (se vedlagte systemskitse). Se en yderligere dokumentation af den oprindelige models skadesfunktioner og forudsætninger her https://www.coherent-project.dk/nyheder/Nyhed?id={0F65C451-C9C8-4830-96C6-A2FF76F7EC40}
"Det er fantastisk, at modelarbejdet og det oprindelige værktøj nu lever videre og vi får det videreudviklet med flere typer af oversvømmelse, risikokortlægning, osv.", siger Kirsten Halsnæs, professor, DTU Management.
I forbindelse med videreudviklingen af værktøjet har det været vigtigt at understøtte oversvømmelse, ikke kun grundet stormflod, men også skybrud, vandløb og på sigt terrænnært grundvand. Risikokortlægning er ligeledes kommet med.
Værktøjet er blevet til i et meget tæt samarbejde mellem de fynske kommuners GIS/geodata- og klima-medarbejdere, som kender behov og krav, samt de stærke fagligheder hos DTU og LNH water, der er stærke i det teoretiske (økonomiske beregninger og det klimatekniske) og modelarbejde.
Styrken ved værktøjet er, at der er taget udgangspunkt i kommunernes konkrete behov. ”LNH water er gennem dette meget intense samarbejde med de fynske kommuner blevet meget dygtigere til at målrette sine services og udviklingen i henhold til de problemstillinger, som kommunerne/beslutningstagerne står overfor”, udtaler Per Skougaard Kaspersen, Phd og Senior specialist hos LNH water.
Det blev besluttet at få værktøjet udviklet som et plug-in til QGIS af AestasGIS, så hele værktøjet er Open Source og derfor frit tilgængelig uden licensudgifter, mv. Målet med dette er at få værktøjet udbredt til resten af landets kommuner. Dette arbejde går i gang nu og KL har tilbudt at hjælpe.
”Formålet med KLs projekt Databaseret Klimatilpasning er at understøtte de danske kommuner i deres arbejde med klimatilpasning. KL vil derfor hjælpe med udbredelsen af dette værktøj ved afholdelse af webinarer og fysiske møder over hele landet”, siger Lars Kaalund, projektleder på KLs projekt.
Værktøjet afleveres til kommunerne i november 2021, hvorefter fokus bliver på webinarer og kurser, samt kommunikation.
Oplysninger om installation af værktøj, dokumentation, videreudvikling, mv. bliver samlet på projektets GitHub side: https://github.com/skadesokonomi
Kontaktoplysninger:
Generelt om udviklingsprojektet: Jesper Gaardboe Jensen, projektchef Geo Fyn, jgje@geofyn.dk
Økonomiske beregninger og forudsætninger: Kirsten Halsnæs, professor, DTU Management, khal@dtu.dk
Modelarbejdet: Per Skougaard Kaspersen, Phd og Senior specialist hos LNH water, per@lnhwater.dk
QGIS og databaseudvikling: Bo Victor Thomsen, civ.ing. AestasGIS, bvt@aestas.dk