Er du ny i den kommunale geodatabranche?
Hvis du er – så velkommen til fællesskabet! 97 ud af 98 kommuner er en del af et geodatasamarbejde i Danmark og dermed en del af FOSAKO (FOrum for SAmarbejde om geodata i KOmmunerne). Vil du vide mere om, hvad FOSAKO er? Så læs mere her.
Ny i geodatabranchen netværk
FOSAKO har et netværk målrettet nye kommunale geodatamedarbejdere og afholder to fysiske møder om året. Værtskabet for møderne skiftes mellem geodatasamarbejderne. Netværket blev opstartet i 2025 og har afholdt et møde i GeoMidt og Geo Fyn. I 2026 vil der i foråret afholdes et møde i GeoNord og i efteråret er det hos GeoØst.
Alle kommunale medarbejdere med op til fem års erfaring der arbejder helt eller delvist med GIS- og geodata kan deltage i netværket. Ønsker du at være en del af netværket? Så kontakt enten din lokale repræsentant i FOSAKO’s forretningsudvalg (se hvem her) eller Nanna L. Mortensen fra netværkets arrangementgruppe: nannalodal.mortensen@silkeborg.dk.
Pixibog til nye i kommunal geodata
GeoØst har udarbejdet en pixibog med input fra GeoØsts kommuner og FOSAKO’s netværk “Ny i geodatabranchen”.
Materialet indeholder:
- hvad kommunal geodata er
- hvordan geodatasamarbejderne hænger sammen
- gode råd til en god start
- og et udvalg af begreber og forklaringer
Find et link til pixibogen i nyheden eller læs de gode råd til en god start herunder.
Gode råd til en god start
Det kan være meget at sætte sig ind i som ny. I afsnittet nedenfor får du praktiske råd og idéer til, hvordan du kan komme godt i gang, uden at skulle kunne det hele med det samme fra både nye og erfarne kommunale geodatamedarbejdere. Indhold stammer fra pixibogen “Ny i kommunal geodata”.

Bliv en del af netværket
Deltag i netværksmøder, webinarer og brug dine kollegaer både internt og eksternt.

Vær nysgerrig og stil spørgsmål
Spørg altid gerne om opgaver og processer – det hjælper dig til at forstå og skabe forbedringer.

Byg videre på eksisterende løsninger
Lær af dine kollegaers arbejde, lån med tilladelse og skab stabile processer.

Vedligehold data og systemer
Sørg for, at data er opdateret og korrekte – det er fundamentet for kommunens opgaver.

Din indsats gør en forskel
Bliv ejer af dine opgaver og gør en forskel for både kommunen og borgere.
Savner du noget på siden? Så skriv til emilieto@htk.dk.
